Kunstfigur vs animationsfigur

Jeg er uddannet pædagog, i Thisted, på linjen som kaltes: "med særlig henblik på animation". Det var en linje som kun blev oprettet en eneste gang, og vi var ca 11 som dimenterede.

Under mit studie arbejdede jeg med animation, drama, fortælling og dukketeater + figurfremstilling. Jeg havde lavet en smule figurer tidligere på bl.a. kursus med Astrid Berndt, men eller var jeg grøn og parat til at lære. Det blev en fantastisk rejse ind i en verden af figurer, fortællinger og teater. Ingen af delene havde jeg haft interesse for tidligere. Jeg elskede at lave figurer, og den første problemstilling jeg skulle over var, at der er stor forskel på, at lave en kunstfigur, og på at lave en animationsfigur. Jeg skulle efterhånden lære at elske de enkle figurer, som kunne spille alle roller. Det var fascinerende at opleve, at en figur kunne være fuldstendig enkel og udetaljeret, og gennem animationen, så blev den levende og fik sit helt eget liv !

Kunstfiguren er et skulpturelt objekt, og har kun en eneste funktion, som er, at blive set og studeret. En animationsfigur derimod, har et helt andet fokus. For det første, så skal den ofte ses meget langt fra, ofte 2-10 meter, så derfor er det vigtigt at alle betydningsfulde ansigtstræk og resten af figurens fremtoning, er overdrevne og tydelige. Det er også meget vigtigt at den kun har de ting, som er relevante for historien. F. eks. så er der ingen grund til at give en animationsfigur øjenvipper, da de ikke kan ses af et publikum, med mindre det er en ordentlig diva, hvor øjenvipperne er meget vigtige for fortællingen. En dukkemager har sagt, at en animationsfigur skal ikke have ører, med mindre den spiller en døv person! Tøjet skal heller ikke være for detaljeret, da publikum ikke lægger mærke til det. Man følger figurens livagtige bevægelserne og opfatter personen mere subtilt og på et indre plan. Nedenunder kan du se et eksempel på en meget enkel figur, lavet af en af mine yndlings dukkemagere, Ole Bruun Rasmussen.

Jeg kan godt lide at skifte mellem de to variationer. Jeg elsker at fordybe mig i ting som f.eks. farveblandingen i øjets iris, for bagefter at nyde enkeltheden i en anden figur.

Jeg spiller ikke selv figurteater, men jeg nyder at fremstille figurene. I børnehaven hvor jeg arbejder, spiller jeg dog bordteater, som er en meget forenklet form for dukketeater, og hvor det er fortællingen som bærer historien, i stedet for figurenes livagtighed. Heksen man kan se på billedet er en såkaldt bordteaterfigur. Hun er rå, ikke detaljeret og stiv. Hun kunne muligvis være en mellemting mellem kunstfigur og animationsfigur.