Opdatering på Solengelen

Jeg nærmer mig slutningen på denne figur. Noget der aldrig ser ud til at holde op med at fascinere mig er, hvorledes en figur kan have sit eget autonome liv, helt uafhængig af mine forventninger. Lad mig forklare: når jeg laver en figur, så har jeg ofte på forhånd en helt bestemt opfattelse af, hvordan den skal se ud, hvem det er, hvilken person den har og hvad dens historie er osv. Når jeg så går i gang med processen, så kan det opleves som om, at der er en anden person inde i figuren, som bare venter på at komme "ud". Jeg lærer figuren at kende gennem afdækningen af dens virkning på mig selv, efterhånden som den dukker "op". Inden du begynder at tænke over, om jeg mon er et specielt tilfælde af personlighedsforstyrrelse eller skizofreni, så vil jeg lige tilføje, at dette er en helt "normal" oplevelse, for en som er dukke-vild!! Det er det som det hele drejer sig om. Indenfor teori om animationsteater kalder man det for besjælning. Dette betyder, at et objekt får subjektiv karakter for os, gennem animationen eller besjælningen. Har man bare en gang set noget godt animationsteater, hvor man glemte tid og sted, og bare var til stede i oplevelsen af historien der bklev fortalt, så ved man hvad jeg taler om. Når man laver dukker, eller figurer som jeg bedre kan lide at kalde dem, så oplever man denne besjælning. Figuren får sit eget liv, og planen man havde fra starten, ændrer sig i takt med at man kommer videre i processen. Mogens Christensen skriver i sin bog Sed Vitae, at kreative procsser ofte kan opdeles i  2 forskellige opfattelser:

• Det er det det bliver
• Det bliver det det er....

Med dette mener han, at de 2 forskellige tilgange udtrykker forskellige måder at være i proces på. Man kan enten have et mål for øje, og ikke tillade afveje, og dermed siger man: det bliver det det er. Den anden tilgang derimod er, at figuren får lov til at udvikle sig undervejs, og man behøver ikke et præcist mål forinden. Jeg oplever ofte, at jeg er i konflikt med mig selv om hvilken tilgang jeg selv vil have. Jeg har ALTID en meget klar oplevelse af, hvad det er for en figur jeg vil i gang med, men undervejs så overtager figuren processen, og jeg selv bliver en smule degraderet til fødselshjælper. Måske jeg hellere bare skulle holde mit intellekt ude af processen, og bare lade det blive det det gerne vil? Jeg er nok lidt tilbøjelig til at tro, at det kunne være en bedre metode :-)

Solengelen og Felix på ideplanet... Det blev ikke helt som jeg havde tænkt!