Selvhærdende modellermasse

(Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse)

Jeg ville eksperimentere lidt med dette produkt, men det var sværere end jeg havde regnet med. Jeg syntes konsistenesen lignede en mellemting mellem tør tyggegummi og glasur, og jeg havde svært ved at gennemskue, hvordan man skulle arbejde med leret. Jeg ville forsøge at lave en lille pige med et stort hoved, samt med store øjne som skulle være placeret på siden af hovedet. Lidt som en ko, måske :-) Øjnenen skulle dominere hele ansigtet.

Jeg kæmpede i lang tid med at få det til at fungere. På den første figur, fik jeg lavet hele ansigtet for voksent. Jeg har endnu ikke lært at bruge en bestemt måde at bygge op et ansigt, så jeg eksperimenterer mig frem og tilbage, og bliver sur over at jeg ikke kan få det til at blive som jeg havde bestemt. Der er flere metoder til at starte op, og jeg tror faktisk, at det er godt at tage udgangspunkt i en metode, og lære at beherske den først. (Jeg har en tendens til at skøjte frem og tilbage mellem teknikker og projekter...) Jeg brugte rigtig lang tid på at lave næsen, og den er også blevet udmærket, men jeg opdagede at den dominerer hele ansigtet og er alt for voksen. (Tip: I øvrigt, så er næsen meget bedre til en animationsfigur, da en stor næse er med til at vise dukkeføreren, hvor figuren kigger hen)

Nuvel, det blev ikke den lille pige, som jeg havde tænkt, men det får blive noget andet. Jeg har besluttet mig for, at figuren SKAL laves, ligegyldig hvor grim og uduelig den er. Jeg øver mig i, at afslutte projekter Thi hi! Jeg har ALT for mange ufærdige figurer. Det er bare en dårlig vane, og giver en utilfredsstillende følelse indeni. Jeg får først en idé, og så går jeg i gang. Når jeg er næsten færdig, så er det ikke så sjovt mere, og figuren bliver liggende, uden de sidste detaljer som ville gøre den fin.

Det andet hoved er anderledes. Her har jeg forsøgt at arbejde helt modsat, men resultatet blev heller ikke tilfredsstillende... Suk hjerte. I min frustration talte jeg med Flemming. Han mente, at der kunne være store oplevelser forude, hvis man kunne give slip, og bare lade sig flyde med, og nærmest lade figuren lave sig selv. Denne tanke er dejlig, men jeg tænker, at det er for nemt, for en amatør at gøre dette, da man ikke kommer igennem forhindringer som f.eks. manglende øvelse eller teknik. Jeg tror man vil gå udenom, uden at tænke over det? Jeg sammenligner det lidt med at lære Tai Chi. I begyndelsen er man meget opsat på, at lære bevægelelserne helt korrekt: ryggen lige, lårene let bøjet, hofterne drejer en smule osv osv, men når alt det sidder på rygraden, så er den næste øvelse at give slip! Give slip på alle regler og bestemte bevægelser, og lade Tai Chi flyde frit igennem dig. Fra at være dig som laver Tai Chi, så bliver det til Tai Chi som laver dig!! Very well - det jeg mener er, at når jeg behærsker materialet og teknikkerne, så vil jeg meget gerne slippe figuren fri, og lade den lave sig i gennem mig. Men mit projekt lige nu er, at lære en simpel og effektiv metode, til at et godt resultat hver gang, når jeg laver et ansigt. Jeg har flere at vælge mellem, og den der er lykkedes bedst for mig er nok denne her: Maureen Carlson. En fantastisk dukkemager som skriver de dejligste bøger. Det får således blive mit påske-ønske. Jeg skal øve mig rigtigt meget i at lave ansigter.