Tankevækker fra den uskyldige...

Selvhærdende modellermasse

(Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse)

Jeg ville eksperimentere lidt med dette produkt, men det var sværere end jeg havde regnet med. Jeg syntes konsistenesen lignede en mellemting mellem tør tyggegummi og glasur, og jeg havde svært ved at gennemskue, hvordan man skulle arbejde med leret. Jeg ville forsøge at lave en lille pige med et stort hoved, samt med store øjne som skulle være placeret på siden af hovedet. Lidt som en ko, måske :-) Øjnenen skulle dominere hele ansigtet.

Jeg kæmpede i lang tid med at få det til at fungere. På den første figur, fik jeg lavet hele ansigtet for voksent. Jeg har endnu ikke lært at bruge en bestemt måde at bygge op et ansigt, så jeg eksperimenterer mig frem og tilbage, og bliver sur over at jeg ikke kan få det til at blive som jeg havde bestemt. Der er flere metoder til at starte op, og jeg tror faktisk, at det er godt at tage udgangspunkt i en metode, og lære at beherske den først. (Jeg har en tendens til at skøjte frem og tilbage mellem teknikker og projekter...) Jeg brugte rigtig lang tid på at lave næsen, og den er også blevet udmærket, men jeg opdagede at den dominerer hele ansigtet og er alt for voksen. (Tip: I øvrigt, så er næsen meget bedre til en animationsfigur, da en stor næse er med til at vise dukkeføreren, hvor figuren kigger hen)

Nuvel, det blev ikke den lille pige, som jeg havde tænkt, men det får blive noget andet. Jeg har besluttet mig for, at figuren SKAL laves, ligegyldig hvor grim og uduelig den er. Jeg øver mig i, at afslutte projekter Thi hi! Jeg har ALT for mange ufærdige figurer. Det er bare en dårlig vane, og giver en utilfredsstillende følelse indeni. Jeg får først en idé, og så går jeg i gang. Når jeg er næsten færdig, så er det ikke så sjovt mere, og figuren bliver liggende, uden de sidste detaljer som ville gøre den fin.

Det andet hoved er anderledes. Her har jeg forsøgt at arbejde helt modsat, men resultatet blev heller ikke tilfredsstillende... Suk hjerte. I min frustration talte jeg med Flemming. Han mente, at der kunne være store oplevelser forude, hvis man kunne give slip, og bare lade sig flyde med, og nærmest lade figuren lave sig selv. Denne tanke er dejlig, men jeg tænker, at det er for nemt, for en amatør at gøre dette, da man ikke kommer igennem forhindringer som f.eks. manglende øvelse eller teknik. Jeg tror man vil gå udenom, uden at tænke over det? Jeg sammenligner det lidt med at lære Tai Chi. I begyndelsen er man meget opsat på, at lære bevægelelserne helt korrekt: ryggen lige, lårene let bøjet, hofterne drejer en smule osv osv, men når alt det sidder på rygraden, så er den næste øvelse at give slip! Give slip på alle regler og bestemte bevægelser, og lade Tai Chi flyde frit igennem dig. Fra at være dig som laver Tai Chi, så bliver det til Tai Chi som laver dig!! Very well - det jeg mener er, at når jeg behærsker materialet og teknikkerne, så vil jeg meget gerne slippe figuren fri, og lade den lave sig i gennem mig. Men mit projekt lige nu er, at lære en simpel og effektiv metode, til at et godt resultat hver gang, når jeg laver et ansigt. Jeg har flere at vælge mellem, og den der er lykkedes bedst for mig er nok denne her: Maureen Carlson. En fantastisk dukkemager som skriver de dejligste bøger. Det får således blive mit påske-ønske. Jeg skal øve mig rigtigt meget i at lave ansigter.

Træmoddelérmasse!

Dette er et fantastiskt medium! Det er lavet af kridt, træpulver, rugmel og salmiak. Det hele blandes med vand, og konsistensen bliver lidt som rugbrødsdeg. Jeg foretrækker at moddelere på en trækugle, som er belagt med avisstrimler. Et eksempel på et hoved er Felix the Human Cat, som du kan se på billedet til højre. Du kan trykke på linket ude i højre side, for at se, hvordan han er ved at se ud, nu hvor han er ved at være færdig.

Kunstfigur vs animationsfigur

Jeg er uddannet pædagog, i Thisted, på linjen som kaltes: "med særlig henblik på animation". Det var en linje som kun blev oprettet en eneste gang, og vi var ca 11 som dimenterede.

Under mit studie arbejdede jeg med animation, drama, fortælling og dukketeater + figurfremstilling. Jeg havde lavet en smule figurer tidligere på bl.a. kursus med Astrid Berndt, men eller var jeg grøn og parat til at lære. Det blev en fantastisk rejse ind i en verden af figurer, fortællinger og teater. Ingen af delene havde jeg haft interesse for tidligere. Jeg elskede at lave figurer, og den første problemstilling jeg skulle over var, at der er stor forskel på, at lave en kunstfigur, og på at lave en animationsfigur. Jeg skulle efterhånden lære at elske de enkle figurer, som kunne spille alle roller. Det var fascinerende at opleve, at en figur kunne være fuldstendig enkel og udetaljeret, og gennem animationen, så blev den levende og fik sit helt eget liv !

Kunstfiguren er et skulpturelt objekt, og har kun en eneste funktion, som er, at blive set og studeret. En animationsfigur derimod, har et helt andet fokus. For det første, så skal den ofte ses meget langt fra, ofte 2-10 meter, så derfor er det vigtigt at alle betydningsfulde ansigtstræk og resten af figurens fremtoning, er overdrevne og tydelige. Det er også meget vigtigt at den kun har de ting, som er relevante for historien. F. eks. så er der ingen grund til at give en animationsfigur øjenvipper, da de ikke kan ses af et publikum, med mindre det er en ordentlig diva, hvor øjenvipperne er meget vigtige for fortællingen. En dukkemager har sagt, at en animationsfigur skal ikke have ører, med mindre den spiller en døv person! Tøjet skal heller ikke være for detaljeret, da publikum ikke lægger mærke til det. Man følger figurens livagtige bevægelserne og opfatter personen mere subtilt og på et indre plan. Nedenunder kan du se et eksempel på en meget enkel figur, lavet af en af mine yndlings dukkemagere, Ole Bruun Rasmussen.

Jeg kan godt lide at skifte mellem de to variationer. Jeg elsker at fordybe mig i ting som f.eks. farveblandingen i øjets iris, for bagefter at nyde enkeltheden i en anden figur.

Jeg spiller ikke selv figurteater, men jeg nyder at fremstille figurene. I børnehaven hvor jeg arbejder, spiller jeg dog bordteater, som er en meget forenklet form for dukketeater, og hvor det er fortællingen som bærer historien, i stedet for figurenes livagtighed. Heksen man kan se på billedet er en såkaldt bordteaterfigur. Hun er rå, ikke detaljeret og stiv. Hun kunne muligvis være en mellemting mellem kunstfigur og animationsfigur.

Her arbejder den glade kunstner !!

Det vigtigste for mig, når jeg skal kreére noget nyt, er at jeg har et ordentligt arbejdssted. Det fungerer bare ikke, hvis jeg ikke har mine ting omkring mig, så jeg kan se, hvad jeg
har. Jeg har ofte siddet i sofaen eller omkring spisebordet med et projekt, og derved okkuperet hele pladsen i flere dage eller uger.
Jeg har brug for mit eget sted. Et sted hvor der kun er mig og mine ting. Et sted, hvor jeg ikke skal tænke på, hvordan det ser ud, eller om tapetklisteret fra i går stadig står på bordet. Når det så er sagt, så er det blevet meget vigtigt for mig, at der er orden og overskuelighed. Jeg kan ikke være kreativ, hvis der er rod og uorden over det hele. Mange gode kreative ideér er blevet ødelagt, fordi jeg lige skulle rydde op inden jeg gik i gang, og da oprydningen ikke blev til noget, så blev den oprindelige ide også ødelagt... Sikke noget.

Mit værelse er nede i kælderen. Det er ca 20 kvm stort og indeholder alt, hvad jeg skal bruge. Jeg har også en sovesofa, som min store datter bruger, når hun er hjemme. På væggene hænger min egen kunst :-) Det er bare sådan et dejligt sted !